22. marts 2024

Om UAP.dk

Uforklarlige fænomener bevæger sig omkring på himlen og i vores verdenshave. Det handler om UAP’er – fænomener som sprænger rammerne for, hvordan vi troede, virkeligheden fungerede. Vi står måske over for et paradigmeskifte, som kan ændre verden, som vi kender den.

UAP’erne er en realitet. Der er fænomener, vi ikke kan forklare, som bevæger sig frit fra Rummet, gennem Jordens atmosfære og ned i vores oceaner. Vi vil så gerne forstå alt omkring os, men vi kan bare ikke forklare dem. I en verden som vores, hvor vi har sat en ære i at have svar på alle forhold i livet, er UAP’erne som en langsomt eksploderende bombe i vores egen selvforståelse.

Vi fascineres hver gang nye informationer om fænomenernes teknologiske overlegenhed fremkommer. Og vi chokeres, når vores jagerfly og ubåde outperformes, når uforklarlige fartøjer sværmer om vores skibe, og når de uidentificerede fænomener bevæger sig frit gennem luft og vand og ser ud til at kunne manipulere tyngdekraften.

Vi har fået øje på konturerne af nogle helt utrolige teknologier, som ryster os i vores grundvold. Men noget tyder på, at de nye teknologier kun er det yderste lag af en ny virkelighed, som vil ændre vores verdensbilleder, religioner, videnskaber og selvforståelse. Måske ender vi med at skulle omskrive vores naturlove og revidere Historien.

Med andre ord bevæger vi os mod et paradigmeskifte, der måske kan blive mere omvæltende, end da Kopernikus i 1543 fremsatte sin påstand om, at Jorden alligevel ikke er universets centrum.

Hvad betyder “UAP”?

UAP er en forkortelse for “Unidentified Anomalous Phenomena”. Begrebet er defineret af det amerikanske forsvar. Det anvendes om de uidentificerbare fænomener, der måles og iagttages i verdensrummet, atmosfæren og i verdenshavene. Begrebet kan anvendes i stedet for det gamle “UFO”, som var en forkortelse for “Unidentified Flying Object”.

Lækket foto fra et møde med en stillestående UAP, der netop er steget op fra Atlanterhavet. Fotoet er taget i 2019 med en iPhone 8 fra et amerikansk F/A-18 jagerfly. Kort efter lækket blev fotoets ægthed overraskende bekræftet af Pentagon. Foto: US Navy.

Den gamle UFO-myte

Skiftet fra det gamle begreb “UFO” til “UAP” skyldes, at der ofte observeres fænomener, som ikke er faste objekter, og at fænomenerne ikke altid flyver i gængs forstand. Endvidere at mange forbinder UFO-begrebet med en ensidig UFO-myte fra det 20. århundrede om grønne rumvæsener fra fremmede planeter, der bortfører mennesker i deres flyvende tallerkener.

UFO-myten opstod i det 20. århundrede som en folkelig bevægelse, og man organiserede sig i private UFO-organisationer. I Danmark fik vi fx SUFOI. Alle UFO-historier blev afvist af myndighederne, og til sidst endte mange af de folkelige organisationer også selv som UFO-skeptikere, der hjalp myndighederne med at demontere borgernes observationer. Dengang så det rigtigt ud, for det var nemt at afvise borgernes egne historier, da de kun var understøttet af subjektive øjenvidneberetninger og private fotos.

De nye fænomener

I det 21. århundrede er scenen pludselig skiftet. Den amerikanske flåde har siden starten af 00’erne filmet møder med en lang række uidentificerede fænomener. Møder som de kunne bekræfte ægtheden af med radardata og IR-optagelser. Møderne fandt for det meste sted over Stillehavet og Atlanterhavet. Whistleblowere i det amerikanske forsvarsmininsterium og i den amerikanske flåde har efterfølgende lækket flere af disse videoer og lagt dem på YouTube. I første omgang fik videoerne ikke megen opmærksomhed og blev sidestillet med de mange andre tvivlsomme historier på YouTube om aliens og flyvende tallerkener.

Men i 2017 skrev New York Times historien om UAP‘erne. Det var et afgørende øjeblik, da USAs mest respekterede medie anerkendte eksistensen af de nye fænomener og gav dem spalteplads med link til videoerne på YouTube. Herefter turde flere andre amerikanske medier også omtale fænomenerne.

Til stor overraskelse valgte Pentagon i 2019 at gå offentligt ud og bekræfte ægtheden af flere UAP-videoer på YouTube.

Offentliggørelsen af UAP-rapporten 25. juni 2021

På baggrund af det amerikanske forsvars systematiske dataindsamling og de mange troværdige vidneudsagn fra nogle af USAs mest repekterede politikere, embedsfolk, militærfolk og journalister, pålagde den amerikanske kongres i december 2020 efterretningstjenesterne, at de inden 180 dage skulle offentliggøre en rapport, der fremlægger, hvad efterretningstjenesterne ved om UAPs.

25. juni udkom så den længe ventede UAP-rapport.

Hvad er UAP.dk?

UAP.dk er en dansk nyhedstjeneste, der følger, debatterer og analyserer nyhedsstrømmen om de uidentificerede fænomener. UAP.dk er stiftet af Morten Li og blev lanceret i maj 2021 som et nonprofit-projekt.

Den redaktionelle profil er baseret på åbenhed og nysgerrighed. UAP.dk støtter ikke en særlig forklaringsmodel. UAP.dk beskæftiger sig med cases, som opfylder et eller flere af De 5 Kendetegn, som er definitionen på en UAP. Der bringes ikke privatpersoners øjenvidneskildringer eller private videoer, da de sjældent (eller aldrig) bidrager med noget relevant.

Ønsker du at deltage i debatten af en artikel, så foregår det på vores Facebook-side, hvor alle er velkomne. Ønsker du at blive notificeret om nye artikler på UAP.dk, kan du blot følge os på Facebook.

Der kommer hele tiden nye informationer frem, og nye fotos, videoer og data lækkes.

Imens tårner spørgsmålene sig op:

  • Hvor kommer fænomenerne fra?
  • Hvorfor er de her?
  • Hvilke teknologier benytter de?
  • Hvor længe har det stået på?
  • Udgør fænomenerne en trussel?
  • Findes de også i Danmark?
  • Hvorfor vil myndighederne pludselig offentliggøre?
  • Hvad betyder fænomenerne for vores civilisation?

UAP.dk fanger den nyeste udvikling og analyserer udviklingen i jagten på svarene…

Ansv. redaktør: Morten Li (initialer: ml)

Alle henvendelser til info@uap.dk