17. april 2024

UAP-rapporten udkommer 29. juni – og den vil skuffe

Lækket foto fra 2019 af en stillestående UAP, der netop er steget op fra Atlanterhavet. Fotoet var medvirkende til at overbevise Kongressen om nødvendigheden af UAP-lovgivning og en ny UAP-styrelse. Fotograferet med en privat iPhone 8 fra et amerikansk F/A-18 jagerfly. Foto: US Navy

Alt tyder på, at den længe ventede UAP-rapport fra de amerikanske efterretningstjenester om de uidentificerede fænomener, vil udkomme den 29. juni. Men rapporten vil skuffe fælt.

Få flere nyheder som denne ved at følge os på Facebook, Instagram eller Twitter.

Siden årsskiftet har forventningerne været høje til den kommende UAP-rapport fra Pentagon. I december 2020 besluttede den amerikanske kongres, at efterretningstjenesterne inden 180 dage skal udsende en offentlig rapport om UAP. Det blev pålagt Pentagon, at rapporten skal indeholde alt, hvad man ved om de uidentificerede fænomener. ABC News kan nu fortælle, at rapporten udkommer den 29. juni, men at den formentlig ikke vil indeholde meget nyt.

Rapporten er et skridt på vejen

Senator Marco Rubio (R), var i slutningen af 2020 formand for den kommité, som bestilte rapporten. Dengang udtalte han:

“Mænd og kvinder, som vi har betroet forsvaret af vores land, rapporterer møder med uidentificerede luftfartøjer med overlegne kapaciteter. Vi kan ikke lade UFO’ernes stigma forhindre os i at undersøge dette seriøst. Den kommende rapport er et skridt i denne proces, men den vil ikke være den sidste.”

Det var ret forudseende, at rapporten ikke vil være den sidste. Eller med andre ord, at den ikke vil indeholde en opsummering al kendt viden om emnet. For meget tyder iflg. ABC News på en stor modvilje i Pentagons organisation mod at offentliggøre UAP-efterretninger.

Fokus på UAP-data

Iflg. ABC News vil rapporten have fokus på dataindsamling om fænomenerne. Men samtidig oplyser Pentagon, at man af sikkerhedshensyn ikke kan offentliggøre alle data. Det skyldes, at offentliggørelsen af mange data ville afsløre for mange detaljer om USAs kapacitet og teknologi til at overvåge.

Alt tyder således på, at rapportens indhold vil skuffe mange, når den offentliggøres i slutningen af juni. Der vil formentlig ikke være en bekræftelse af, at UAP’erne repræsenterer en udenjordisk intelligens. Rapporten vil heller ikke indeholde fyldstgørende forklaringer af fænomenerne.

Rapporten skal i stedet ses som en introduktion til emnet. Der vil derfor efter al sandsynlighed være behov for flere rapporter de kommende år.