19. april 2024

Kontakt med udenjordisk civilisation kunne udslette os

Vi har set på Jorden, at når to fremmede civilisationer mødes, har den teknologisk mest avancerede enten udslettet eller undertrykt den anden. Foto: Bigstockphoto.com

Søgningen efter udenjordisk liv sker med høj risiko. Én person kan påvirke fremtiden for hele planeten. Der er brug for streng regulering på internationalt niveau, skriver Mark Buchanan i Washington Post.

Få flere nyheder som denne ved at følge os på Facebook, Instagram eller Twitter.

I en usædvanlig kontant og tankevækkende kronik i Washington Post torsdag, skriver forfatter og fysiker Mark Buchanan, at kontakt med aliens kan afslutte livet på Jorden. Han mener, private bør undgå kontakt, og at vi mangler globale regler for kontakt.

Mark Buchanan er uddannet fysiker, journalist og forfatter og har skrevet en række naturvidenskabelige bøger om atomfysik, sociale netværk, økonomi og meteorologi. Samtidig har han arbejdet som journalist for magasinet Nature, New Scientist og skrevet debatindlæg og kronikker for New York Times og Washington Post.

En ny livsfarlig udvikling

I kronikken skriver Mark Buchanan, at vi med radioteleskober har forsøgt at lytte efter radiosignaler fra udenjordiske civilisationer i 60 år uden held. Mest kendt er SETI Institute i Californien – SETI står for “Search for ExtraTerrestrial Intelligence”.

Men efter de seneste afsløringer af uidentificerede fænomener, er der flere nye initiativer på vej, hvor private aktører nu vil forsøge aktivt at skabe kontakt i stedet for blot at lytte. Det er en ny udvikling, som kan være livsfarlig for menneskeheden:

“Søgningen efter udenjordisk liv har nået et raffineret teknologisk stadie med en meget høj risiko, så der er brug for streng regulering på nationalt og internationalt niveau. Uden tilsyn kunne selv én person – med adgang til kraftfuld transmissionsteknologi – foretage handlinger, der påvirker fremtiden for hele planeten”, siger Buchanan.

En invitation til at blive fortæret

Det er et meget usædvanligt indlæg i UAP-debatten, som redaktørerne på Washington Post torsdag har ladet trykke i avisen. I kronikken går Mark Buchanan i rette med den naive tilgang til udenjordiske civilisationer. Det er et klassisk mysterium, hvorfor vi aldrig er blevet kontaktet. Paradokset går under navnet Fermi-paradokset og går ud på, at antallet af mulige civilisationer i universet står i skarp modsætning til det manglende bevis for deres eksistens.

Men Buchanan mener, at grunden til at fremmede civilisationer ikke kontakter os, er at de har en særlig viden: At sende signaler er meget risikabelt.

“Vores historie her på Jorden har givet os mange eksempler på, hvad der kan ske, når civilisationer med ulige teknologi mødes – generelt set har de mere teknologisk avancerede enten udslettet eller undertrykt den anden. En kosmisk version af denne erkendelse kunne have overbevist mange udenjordiske civilisationer om at forblive tavse. At synliggøre dig selv er en invitation til at blive jagtet og fortæret”, siger Buchanan.

Der er brug for lovgivning

Buchanan fremhæver i kronikken et forslag, som astronomen John Gertz fra SETI har udarbejdet, hvori det foreslås, at der udvikles en international lovgivning, der skal regulere området.

Gertz mener, at “det vi har brug for er love og internationale traktater, der styrer de konkrete forsøg på kontakt. Uden forudgående bred enighed fra et globalt repræsentativt organ, bør kontakt med udenjordiske repræsentanter betragtes som hensynsløse farlige handlinger for hele menneskeheden og være helt ulovligt, og det skal have juridiske konsekvenser, formodentlig på nationalt niveau eller administreret gennem Den Internationale Domstol i Haag. ”

Kilder:

Washington Post: Contacting aliens could end all life on earth. Let’s stop trying.

Wikipedia: Mark Buchanan, Fermi paradox

SETI Institute: SETI.org

Cornell University: Post-Detection SETI Protocols & METI: The Time Has Come To Regulate Them Both