16. april 2024

Kampen om Forklaringen er begyndt

Spørgsmålene tårner sig op. Det eneste vi lige nu forstår er, at vi formentlig er vidner til fremkomsten af en helt ny teknologi. Foto: Bigstockphoto.com

Journalister, forskere og meningsdannere over hele verden udkæmper en indædt kamp med hinanden om at forklare de uidentificerede fænomener. Men kampen er i lige så høj grad en kamp om at forklare, hvorfor vi ikke længere kan forklare verden.

Få flere nyheder som denne ved at følge UAP.dk på Facebook, Instagram eller Twitter.

UAP’erne er en realitet. Der er fænomener som bevæger sig frit på himlen og nede i vores oceaner, som vi ikke kan forklare. Vi vil så gerne, men vi kan bare ikke forklare dem. I en verden som vores, hvor vi har sat en ære i at have svar på alle forhold i livet, er UAP’erne som en langsomt eksploderende bombe i vores egen selvforståelse.

Måske har fænomenerne været der altid. Men det er først i starten af det 21. århundrede, at vi for alvor har kunne foretage troværdige målinger og optagelser af dem. Det skete, da jagerfly og skibe i den amerikanske flåde fik opdateret deres radarteknologi i starten af 00’erne. De nye radarsystemer gjorde det muligt at sigte kameraer direkte på fænomenerne, selv om de var uden for synsvidde eller svære at opfange med øjet. Det er disse målinger og film, som i det nye årtusinde ruller som en flodbølge ind over os.

I sidste ende er det menneskehedens Historie, som er sat på spil. Det er de helt grundlæggende spørgsmål, som nu er på vej op til overfladen: Hvem er vi, og hvor kommer vi egentlig fra?

De danske medier er vågnet op

På redaktionerne hos de danske medier har man også pludselig opdaget, at der er noget stort på vej. Interessen hos de danske journalister er især blevet vakt, fordi en offentlig rapport fra Pentagon i slutningen af denne måned, skal redegøre for alt vi ved om de uidentificerede fænomener. Overskrifterne i aviserne den seneste tid taler deres tydelige sprog:

Berlingske skrev den 29. maj: “Om lidt kan en rapport ændre verden, som vi kender den“. TV2 skrev samme dag “En ufo over Stillehavet fik Pentagon til at tage et kontroversielt emne alvorligt“. Politiken dristede sig endda dagen efter til følgende overskrift: “Måske går der rumvæsener rundt imellem os“.

De gamle forklaringer falder fra hinanden

Langsomt men sikkert er de gamle fortællinger om verden ved at falde fra hinanden. Piloterne kan ikke kategorisere de mystiske fænomener, for de forstår ikke, hvad de ser, for der er ingen kendte luftfartøjer, som kan bryde aerodynamikkens love. Forskerne tør ikke længere bortforklare fænomenerne med himmellegemer, meteorologi eller vejrballoner, for de kan tydeligt se mystiske fartøjer uden synlige fremdriftsystemer, der bevæger sig med uforståeligt høje hastigheder og udfører umulig accelleration og retningsskift. Der er trods alt ingen kendte teknologier i vores verden, som kan manipulere tyngdekraften.

Kristendommen er også under et stort pres, men Vatikanets chefastronom har siden 2008 forsøgt at italesætte fænomenerne som noget, der sagtens kan omfattes af en tro på Gud og Biblens fortællinger – også selv om vi får kontakt til aliens. Selv politikerne kan ikke længere ignorere UAP’erne, for presset er blevet for stort, og de er selv trætte af alle løgnene og bortforklaringerne, som befolkningerne har fået fortalt siden 2. Verdenskrig.

Teknologien er en gamechanger

Journalister, forskere og meningsdannere over hele verden udkæmper en indædt kamp med hinanden om at forklare de uidentificerede fænomener. Men kampen er i lige så høj grad en kamp om at forklare, hvorfor vi ikke længere kan forklare verden.

Det eneste vi lige nu forstår er, at at vi formentlig er vidner til fremkomsten af en helt ny teknologi. Selv hvis teknologien er ejet af USA, Kina eller Rusland, vil det være en decideret gamechanger for alt det, vi har baseret vores civilisation på. Hvis fænomenerne vitterligt er en realitet, kan de indvarsle et videnskabeligt paradigmeskifte, der måske kan ændre vores opfattelse af rum, tid og tyngdekraft. Men det kan også være optakten til en ny forklaring på menneskehedens historie – vi kan blive nødt til at genoverveje, hvem vi er, og hvor vi kommer fra.

The Drake Equation

I en artikel mandag på cnn.com filosoferer journalist Gregory McNamee over, hvordan vores videnskaber og populærkultur kæmper for at finde svar. Mange har gennem tiden forsøgt at finde svar på, om vi er alene i universet. Et af de kendteste bud kommer fra astrofysikeren Frank Drake, som står bag “Drake equation”. Et regnestykke, som viser, hvor svært det vil være at finde en udenjordisk civilisation i vores galakse, som vi kunne kommunikere med.

For at kunne udføre regnestykket, skal man først kende antallet af dannede stjerner i Mælkevejen, andelen af dannede stjerner, som har planeter, andelen af dem som muligvis kunne have liv, andelen af dem som rent faktisk udviklede liv, andelen af planeter med liv, som udviklede intelligent liv, andelen af dem som udviklede teknologi, vi kan spore fra Jorden, og hvor længe de kunne spores fra Jorden.

Kosmolog Katie Mack beskriver i samme artikel formålet med Drake equation kort og kontant: “Afhængigt af hvordan du beregner det, er svaret ingenting, eller det kan være en milliard … Pointen med ligningen er i virkeligheden at vise, hvor lidt vi ved.”

En søjle af tavshed

Gregory McNamee skriver videre på cnn.com: “I årevis ignorerede både embedsmænd og militæret observationerne af UFO’er, som både blev rapporteret af militære og civile piloter – netop den slags ekstraordinære beviser, der kunne underbygge virkeligheden af udenjordisk liv. Pentagon, der omtaler UFO’erne som UAPs, Unidentified Aerial Phenomena, har bekræftet ægtheden af de videoer og fotografier, som fulgte med rapporterne.
Men før de nye historier kom frem, som stadig er under udvikling, var hele spørgsmålet om UFO’er omgivet af en uigennemtrængelig søjle af tavshed.”

Nu er tavsheden brudt, og den amerikanske regering og det amerikanske militær er begyndt at tale. Men endnu ved vi ikke, hvad der er sandt, og hvad der er falsk. Kampen om Forklaringen er begyndt…

Kilder:

CNN.com: Anybody out there? Science and popular culture search the skies for UFOs and signs of alien life

Wikipedia: Drake equation

Berlingske: Om lidt kan en rapport ændre verden, som vi kender den

TV2: En ufo over Stillehavet fik Pentagon til at tage et kontroversielt emne alvorligt

Politiken: Måske går der rumvæsener rundt imellem os

Reuters: Vatican scientist says belief in God and aliens is OK