23. marts 2024

Hemmelig præsentation i dag af UAP-rapporten

Hvad er de uidentificerede fænomener, der bevæger sig frit rundt på vores himmel og i vores hav? Er fænomenerne en trussel mod USA? De spørgsmål behandles i dag på et lukket møde i US Capitol. Her vil FBI, flåden og regeringen gennemføre en hemmelig briefing på den kommende UAP-rapport. Foto: bigstockphoto.com

US Capitol lægger i dag hus til et lukket møde, hvor US Navy og FBI vil præsentere den kommende UAP-rapport. Rapporten omtales nu som vigtig og nødvendig. Det skal undersøges, om UAP’erne udgør en trussel mod USA

Få flere nyheder som denne ved at følge UAP.dk på Facebook, Instagram eller Twitter.

I dag afholder medlemmerne af det såkaldte “House Intelligence Committee” et møde om de uidentificerede fænomener. Mødet vil finde sted bag hermetisk lukkede døre. Men CNN.com kan i dag fortælle, at den amerikanske flåde US Navy og den amerikanske efterretningstjeneste FBI vil briefe mødedeltagerne om UAP-rapporten. Mødeleder er medlem af Kongressen André Carson, og han har store forhåbninger. I en kort pressemeddelelse siger Carson:

Har UAP’er en forbindelse til vores udenlandske modstandere? Udgør UAP’er en trussel? Og hvordan samler vi information og analyserer det for at svare på disse vigtige spørgsmål? Svarene er vigtige for vores nationale sikkerhed. Efterretningstjenesterne og forskere søger i en fælles professionel indsats efter sandheden ved at indsamle information fra forskellige kilder og metoder og gennemføre streng analyse med objektivitet og integritet.”

Iflg. WTHR.com siger Carson endvidere, at onsdagens briefing er et “vigtigt og rettidigt emne, da der er øget fokus på sikkerhedstrusler fra UFO’er.

Modstanden mod rapporten

Med dagens hemmelige præsentation af rapporten, er vi således meget tæt på en offentliggørelse af rapporten. Der er efterhånden ingen tvivl om, at arbejdet med at færdiggøre rapporten har højeste prioritet i både regeringskredse og i Pentagon.

Men sådan har det ikke været hele tiden. Undervejs i processen har der internt i Pentagon været stor modstand mod at undersøge UAP-fænomenet og mod rapportens offentliggørelse.

CNN.com skriver i dag, at:

Det faktum, at kongressen modtager briefinger, og efterretningsvæsenet producerer rapporter om, hvad Pentagon kalder UAP’er, er i sig selv ekstraordinært. Efter mange år med magtkampe i Washington, herunder bureaukratiske kampe inden for Pentagon og pres fra visse medlemmer af kongressen, ser det endelig ud til, at det der så længe blev betragtet som et ubetydeligt spørgsmål, nu kan kan tages alvorligt.
Selv da antallet af observationer af uforklarlige fænomener steg til adskillige hundreder, kæmpede Pentagon-embedsmænd med hvor meget tid og ressourcer de skulle bruge på at undersøge dem.

Aliens kan ikke udelukkes

CNN refererer i samme artikel fra udtalelser fra en unavngiven embedsmand. Han fortæller, at hvis det er USAs internationale modstandere, der opererer i amerikansk luftrum, er det ikke sikkert, vi får så meget at vide, da det ville kunne skade USAs sikkerhed. Af den grund alene er embedsmænd sandsynligvis tilbageholdende med at afsløre for mange detaljer om, hvad de har set i den kommende rapport: Hvis nogen af disse hændelser er Rusland eller Kina eller en anden nationalstat, vil USA ikke afsløre, hvad de ved.

Tidligere på måneden blev en forkortet version af rapporten lækket til New York Times. Her kunne journalisterne se, at UAP-rapporten på den ene side ikke vil bekræfte, at de observerede fænomener er udenjordiske. Men omvendt vil rapporten holde muligheden åben. Med andre ord: Rapporten vil hverken udelukke udenjordisk teknologi eller aliens.

Der er ingen adgang for pressen på dagens møde i Kongressen. Men vi kan håbe på, at mødeleder André Carson efter mødet vil løfte lidt af sløret for, hvad der er blevet drøftet blandt mødedeltagerne. UAP.dk følger sagen.

Kilder:

CNN.com: Government UFO report is the product of years of military infighting

WTHR.com: Indiana congressman to chair classified briefing on UFOs

Intelligence.house.com: Permanent Select Committee On Intelligence

New York Times: U.S. Finds No Evidence of Alien Technology in Flying Objects, but Can’t Rule It Out, Either

ABC News: Upcoming UFO report to Congress creating lots of buzz