16. april 2024

UAP-høringen skuffer – men der skete noget vigtigt

Under den første offentlige UAP-høring vistes en video af et uidentificeret fænomen filmet af en amerikansk jagerpilot. Fænomenet så ud til at passere jagerflyet i høj hastighed - eller også var den høje hastighed et synsbedrag skabt af jagerflyets modsatrettede hastighed. Videoen var stort set ubrugelig. MEN ingen grinte, og det var vigtigt!

Den amerikanske kongres har netop afholdt den første offentlige UAP-høring i 50 år. Skuffelsen bredte sig dog hurtigt, da det viste sig, at vi ikke skulle have noget nyt at vide i dag. Men der var noget andet ved høringen, som var meget vigtigt.

Få flere artikler fra UAP.dk – følg os på FacebookInstagram eller Twitter.

Den første UAP-høring i 50 år er netop afholdt i den amerikanske kongres. Kongressen i USA svarer populært sagt til det danske Folketing. Selve UAP-høringen svarer til, at et udvalg i Folketinget indkalder eksperter til en offentlig høring på Christiansborg, hvor politikerne så kan stille spørgsmål.

UAP-høringen en stor begivenhed i USA og dækkes af alle amerikanske tv-stationer, aviser og nyhedssites.

Amerikanske medier følger høringen tæt

Få minutter efter høringen var alle de store medier i USA således ude med grundige referater og analyser af høringen:

CNN skriver, at centrale personer i regeringen advarer ved UFO-høring om, at de uidentificerede luftfænomener er en potentiel national sikkerhedstrussel.

NBC News siger, at der siden UAP-rapporten i juni 2021 nu er indrapporteret over 400 selvstændige UAP-observationer internt i Pentagon.

Fox News fortæller, at Pentagon til UAP-høringen viser tidligere offentliggjorte fotos samt en video med et uforklarligt objekt i bevægelse.

Washington Post skriver, at den amerikanske kongres er dykket ned i UFO’erne, men der er ikke fundet tegn på udenjordisk liv.

Politico.com har valgt den vinkel, at Pentagon på høringen lover en streng videnskabelig analyse af UAP’erne.

CBS News rapporterer, at Pentagon vidner officielt på den første UAP-høring i 50 år.

New York Times noterede sig, at de fremmødte politikere insisterede på, at Pentagon havde været for afvisende over for UAP-spørgsmålet.

Det lærte vi på høringen

Høringen indeholdt en offentlig del og herefter en fortrolig del, som de amerikanske medier ikke kan bringe. Den offentlige del af høringen bestod i, at to repræsentanter for Pentagons UAP-efterforskning blev interviewet. Skuffelsen bredte sig dog hurtigt, da det viste sig, at de ikke havde tænkt sig at udtale sig særligt specifikt om enkeltsager og ikke havde noget nyt med.

Der blev også kun vist nogle få fotos og videoer. Herunder en video af et metallisk kugleformet fænomen (se foto til denne artikel), som hurtigt passerede forbi et amerikansk jagerfly, eller også var oplevelsen af en UAP i høj hastighed skabt af jagerflyets høje hastighed.

Vi fik dog bekræftet følgende:

  • Der findes en central UAP-database i Pentagon, hvor alle værns observationer registreres og sammenlignes mht. fænomenernes former, hastighed, højde, spor m.v.
  • Ingen lande har en teknologi med egenskaber, der svarer til de observerede UAP’er med hensyn til deres uforklarlige bevægelsesmønstre, manglende spor og ingen synlige fremdriftsystemer.
  • US Space Force er nu aktivt involveret i arbejdet med at spore UAP’er.

Høringen skaber en normalisering

Men selv om der ikke kom afgørende ny viden frem, skal høringens betydning ikke undervurderes. For første gang i 50 år, er det nu igen muligt for amerikanske borgere, medier og politikere at diskutere UAP’erne uden at blive latterliggjort. Der bliver ikke længere lavet sjov med sølvpapirshatte, og selv de allermest respekterede personer i den amerikanske politiske offentlighed tør nu stille sig frem og drøfte UAP-spørgsmål.

I det lys er UAP-høringen i USA et stærkt bevis for, at man som amerikaner nu kan have en offentlig holdning til UAP’erne, uden at det vil skade ens omdømme eller karrieremuligheder. Høringen er dermed et vigtigt skridt på vej mod en normalisering af UAP’erne, som et emne man som borger kan tale om på lige fod med alle andre emner.

Det her er ikke længere for sjov

Selv da man under høringen pludselig ikke kunne udpege det omtalte kugleformede metalliske fænomen på videoen, forblev stemningen seriøs og koncentreret i lokalet. Der var ingen morsomme kommentarer. Der har sænket sig en dyb alvor omkring hele UAP-spørgsmålet i USA. Det her er ikke længere for sjov.

Så langt er vi ikke i Europa endnu. Men forhåbentlig vil den positive udvikling i USA smitte af på mange andre lande i de kommende måneder og år.

Du kan se hele den offentlige høring her:

Læs og skriv kommentarer til denne artikel på vores Facebook-side.

KILDER:

CNN.com: Key lawmaker warns at UFO hearing: ‘Unidentified aerial phenomena are a potential national security threat’

FoxNews.com: UFO Hearing: Pentagon shows declassified photos and video, clip of unexplainable floating object

NBC News: Top defense official says government received about 400 reports of UFOs

Washington Post: Congress dives into UFOs, but no signs of extraterrestrials

Politico.com: Pentagon vows ‘rigorous scientific analysis’ of UFOs

CBS News: Pentagon officials testify at first public UFO hearing in more than 50 years

New York Times: House Panel Opens Public Hearing on Unexplained Aerial Sightings